6. december 2011

To gifs mere - fra video - two more gifs from video


Fandt et lille program der kunne lave gifs ud fra videoklip. Dog er der noget galt med hastigheden. Men nu meget sjovt at lege med.
Found a program that makes gifs from video-clips. The result is not great, but will do for now.
Dolph -a blue angry hippo

from "simply irresistible" by robert palmer

zoo-gifs

Har set en video på youtube, hvor en fyr viser hvordan man laver en gif-fil i imageready.
Så måtte prøve med et par af mine zoo-fotos. Super blev det ikke, men her er resultatet:

Saw a video on youtube, about how to make a gif-file from pics. So gave it a go with a couple of my zoo-pics.
Here's the result: for some reason it's doesn't run on it's own... so click the pic to start it.
Klik på billedet for at starte animationen...



KLIK PÅ BILLEDET-CLICK THE PIC
lavet af 4 næsten ens fotos - made from 4 allmost similar photos

KLIK PÅ BILLEDET-CLICK THE PIC
2 fotos/pics
Herunder instruktionsvideo jeg fulgte:
Below the instructions I followed.





4. december 2011

Indtryk fra Sydafrika -om min rejse til Cape Town


 Indtryk fra Sydafrika

 (Sorry no english version of this. If you wish so, run it through google translate, from danish)
13.oktober gik turen mod Cape Town i Sydafrika, via Dubai.
Fra Kastrup til Dubai blev vi opgraderet til business class. Bestemt ikke dårligt. Men ulempen var jo at vi resten af vejen måtte tænke tilbage til dette, fra economy class. Dog ikke at vi dér manglede noget. Vi fløj alle gange med Emirates Airlines. Og som vi dog blev vartet op med drikkevarer og måltider.  Den store ulempe var dog klart at man er presset godt sammen, og der ingen benplads er. Der var selvfølgelig mange danskere der skulle på en tidlig efterårsferie i Dubai. Vi var dog noget forbløffet over det….ja…svineri mange efterlader sig. Alt er smidt på gulvet.
Efter ankomsten til Dubai en sen sen aftentime, var der udsigt til flere timers venten i lufthavnen. Flyet til Cape Town gik først om morgenen. Alle butikker i lufthavnen var åbne, og trods det sene tidspunkt, var der et menneskemylder af format. Vi kiggede lidt butikker, men fik hurtigt nok. Det blev til at vi købte en håndfuld sodavand, og trak afsides til områderne ved de forskellige gates.
Der var sæder af plastik, nogle siddende, andre liggende, hvor vi fandt lidt mere fred. Dog lykkedes det vist kun at slumre hen i få minutter.
Det var næsten en lettelse at se daggryet komme. Og nogle timer senere boardede vi flyet mod Cape Town. Da min rejsemakker ikke kan lide at blive ”kantet inde”, måtte jeg afgive gangpladsen i midterrækken. Jeg blev desværre noget af tiden sparket i ryglænet af en lille uregerlig koreansk dreng. Til min højre side også en kraftig koreansk kvinde, og ved siden af hende en noget sær tysker. Ingen af dem fattede noget af personalets henstillinger…eller så ville de bare ikke. Koreaneren var nok pga sproget (engelsk), mens tyskeren genrelt var hujende ligeglad.
Før landingen, modtog alle på IKKE sydafrikansk pas, et lille seddel. Vi skulle redegøre for hvordan vi ankom til landet, hvad vi skulle, hvor vi skulle bo, og hvornår vi forlod landet igen.
Ankommet i  Cape Town gik vi allerede på gangbroen og kiggede nysgerrigt ud på landet der ventede. Straks ved enden af gangen, stod en ung sort pige, i gul refleksvest med teksten VIP. Desuden med et skilt i hånden med navnene MR. OLSEN and MR. ANDERSEN.
Vi sagde hej og viste hende vore pas. Imens hun gik på jagt efter vores kufferter, stod vi  i kø for paskontrol, og kontrol af de papirer vi havde modtaget for udfyldelse. Stemmerne fra nogle danskere, fangede vores opmærksomhed. Der var 4 skranker, og 2 personer stod og kaldte de næste frem i køen og meddelte hvilken skranke der var ledig. Alle dog meget stramme i masken. Gutten der så vores pas, var dog heldigvis et stort smil og lyste helt op ved at konstatere vi var danskere. Hvorfor ved jeg dog ikke. Men var eneste smil vi modtog i den lufthavn. Eneste ankomster mens vi var der, var fra vores fly. Ellers var der  dyb stilhed i ankomsthallen. Vi fandt ved baggageudleveringen vores VIP modtagelse igen.
Hun trak os hurtigt forbi en anden kontrol, som ellers prøvede at komme i kontakt med os. Hun overdrog os hurtigt til en herre i jakkesæt, som havde stået og ventet. Vores fly var landet en halv time for sent.

Han overdrog os en mappe fra NEW FRONTIERS, som var samarbejdspartner for vores rejsebureau BLACK TOMATO. Ham fulgte vi udenfor til hans hvide toyota. Den holdt i skygge-parkeringen, som kostede ekstra.
Den var pinlig ren og ny. Så gik den af motorvejen mod selve Cape Town. Og vi fik første oplevelse af kørsel i venstre side af vejen. Føles også meget uvandt når man bare sidder på bagsædet og følger med.
De første indtryk var af en stor stor by. Men hurtigt så vi nogle triste ting.
Et sted sad flere afrikanere og gemte sig under en motorvejsbro. Nærmere vores guesthouse, stod 4-5 sorte fyre og røg hash af en stor cola-flaske. Ganske ugeneret på åben gade.
Undervejs forsøgte jeg at se nærmere på mappen han havde givet os. Var nogle VOUCHERS (beviser for der er afregnet for sådan og sådan).  Men tankerne var dog ikke til at samle om det.
Efter små 20-25min kørsel, begyndte jeg at genkende området. Havde jo set på google streetview og google maps hjemmefra. Og da vi skulle bo på foden af Taffelbjerget, mellem to andre bjerge, var stedsfornemmelsen fin nok.
Vi ankom netop som nogen tog derfra. Knap var vi inde af lågen, før en sort ung mand i en form for uniform, tog vores bagage og spurgte om vi ankom.
Vi blev henvist til en dejlig blød lædersofa, og faldt hurtig i snak med en ældre amerikansk kvinde der brugte computeren i lokalet.
Ellers sad vi begge to, og tænkte vel hver sit. Kiggede og kiggede omkring og ventede på hvad der skulle ske.
Lidt efter kom en lille buttet, men nydelig kvinde et sted sidst i 30’erne. Hun hed Nadine og lod til at være ansvarlig for den daglige drift.
Vi fik en fin rundvisning i huset og information om faciliteterne osv. Faktisk overvældende meget information at fordøje efter den lange rejse. Heldigvis lytter fire øre bedre end to.
Vi slog os ned på værelset og udforkskede vores hjem for de næste dage. Et par koldeHeineken (øl) blev hurtigt knappet op og hændt indenbords, mens brocure, vouchere osv blev skimmet igennem.
Aftensmaden blev noget der måtte bestilles udefra, via en flink gut der havde aftenvagten.
Dog kunne han ikke kommunikere med personen i telefonen pga deres forskellige dialekter af engelsk, så jeg endte med at måtte bestille maden selv.
Den kom hurtigt med bud efter små 20-30 min, som vi nød i stilhed, og endnu en kold pilsner: windhoek.
Lørdag morgen havde man gjort morgenmaden tidligere klar til ære for os. Vi skulle afhentes kl 8 af en minibus fra cagediving-firmaet.
Morgenmaden  var lækker: bord med brød og oste, pølse, masser af frugt, surmælksprodukter og store anretninger med frugtstykker i flotte glas. Dertil kom personalet og tilbød diverse variationer af æg og bacon, kaffe og the. Og et godt udvalg af lækker juice.
Kl. 8 kom der en minibus med en frisk sporty fyr i. Vi kørte videre for at samle andre gæster op rundt om på nogle hoteller i Cape Town. Alle unge mennesker. Det tog sin tid, og dernæst gik turen ud i det uvisse.
Vi kørte mod øst over western cape mod Gansbaai og Van Dyks bay. Forbi et utal af gadesælgere der ubekymret gik rundt på motorvejen. Chaufføren låste dog hurtig dørene, så ingen kunne komme ind til os.
I nogle timer kørte vi, og endda over nogle bjerge. En lille flok bavianer krydsede på et tidspunkt vejen, så vi måtte vige for dem. Ellers var vi et par danskere der kiggede noget, da vi undervejs passerede flere SPAR-butikker. Smuk natur med et utal af vinmarker passerede også forbi. Vin er jo netop en stor ting på de kanter. Nåletræer var vi lidt overrasket over at se i så varmt et klima.
Fremme ved Van Dyks bay og  http://www.sharkcagediving.net/ blev vi budt velkommen med brunch og nogle praktiske ting. Vi slap for betalingen med vores vouchers (beviser for der er afregnet). Men ansvarsfraskrivelserne og kontakt til pårørende slap ingen for.  En praktisk foranstaltning, da det jo er vilde dyr.
Hurtigt fangede nogle stemmer os…danske stemmer. Sørme om der ikke var en håndfuld unge danskere der var dukket op. Viste sig senere det var nogle der læste dernede, mens andre var på besøg i nogle uger.
Efter lidt tid blev vi briefet om hvordan og hvorledes dagen ville forløbe. Brian McFarlane der ejer firmaet og åbenbart i de kredse er en legende, fortalte frisk og humoristisk om  dagens forløb, hajerne, hvor vi skulle hen og sikkerhedsforanstaltningerne.
Vores båd APEX PREDATOR var klar og hurtigt gik det derudaf, med skumsprøjt om ørene.  Fart over feltet var der. Og hurtigt lærete vi at sætte pris på det udleverede orange olietøj.
Vi stoppede ved Dyer Island og et rev, der skabte den såkaldte SHARK ALLEY. Vi lå desuden i læ af øen, så vind og bølgegang var tålelig.
Chum-fyren stod med en gammel olietønde, hvori der kom store stykker tunfisk og andre fisk. Tilsammen med havvand, blev det en suppe der lagde et duftspor ud i havet.
Mågerne der kendte proceduren hang tæt omkring bådene, med udsigt til et let måltid. Der var 2 andre både ud også. Disse var konkurrende selskaber.
Der skete dog intet rigtig. En haj kom forbi men forsvandt straks igen. Så der var frit slag på slik, sodavand, frugt og sandwiches.
Som tiden gik, blev blikkene dog lidt bekymret. Trods personalet lovede vi nok skulle få hajer at se.
For hajerne var der. De 2 andre både med turister derude, havde nemlig besøg af flere hajer.

Da den ene båd var færdig med at have sine gæster i bur ved hajerne, tilbød de vores båd at overtage pladsen og hajerne. Trods de var konkurrenter, var der samarbejde. For en anden dag, kan tjenesten gengældes.
Hurtigt kom alle i våddragterne. Dykkermaskerne som lå i en spand sulfo-vand, og blybælterne gik på omgang. Sulfen hjalp dykkermasken til ikke at dugge, samt holde tæt langs de forskellige ansigter.
Når en haj kom indenfor synsrækkevidde af gæsterne i buret, blev der råbt ”DOWN GUYS” og besked om hvor hajen var i forhold til buret.Vi kunne have hovedet ovenvande i buret, men trak os så ned når vi fik besked om det.  Når en haj bed til maddingen, blev denne trukket mod buret.
Der var dog ikke et ”glubende virvar” af hajer. Det blev til en mundfuld af og til.
Vi skulle dog tit lige kontrollerer at ingen arme eller ben var smuttet gennem tremmerne og ud på den anden side. Forinden havde vi dog også måtte udfylde nogle ansvarsfraskrivelser, samt kontaktinformationer til pårørende.
Sådan skiftede vi to hold af ”unge mennesker” med at være i buret. Nogle enkelte ville dog ikke i buret.
En enkelt eller to måtte da også ofre maveindholdet ud over skibssiden.
Vejret var generelt flot, til trods for en grå start. Mågerne han det meste af tiden omkring båden, og nogle af gæsterne blev da også ramt af en mågeklat.
Da dette var overstået, satte vi kursen mod Dyer Island der på hver en kvardratmeter, er dækket af søløver.
Dem kiggede vi lidt på fra havet, og de kiggede igen. Nogle kom ganske tæt på i vandet.  Til trods for de
de løb spidsrod mellem hajerne i havet, der jo levede af dem.
Ud på eftermiddagen satte båden igen kursen ind mod den lille havn vi sejlede fra. Vi kom forbi en lille flok pingviner  der skød afsted i pæn fart. De var dog ikke trygge ved os. Bestanden var desværre drastisk faldet de sidste år. Hvorfor vidste man ikke endnu.
I høj var gik det tilbage mod land,med skumsprøjt og jubel fra gæsterne.
Tilbage luskede Martin og jeg ned og købte souvenirs. Det blev til 2 T-shirts og nogle postkort. Tilbage med de andre, så vi en video der var optaget undervejs. Vi købte hver en dyr dyr kopi af den. Vi var jo alligevel gratis afsted, på en fantastisk rejse. Kort fik jeg fortalt 2 unge fyre hvor jeg ville poste nogle af mine hajbilleder. De havde spurgt til det og fik andressen på min flickr konto.

Så skiltes vores veje. Vi blev faktisk tilbudt en lift til Cape Town af en ung fyr der var kommet alene i bil.
Vi takkede dog nej, og kørte med minibussen tilbage mod Cape Town. Men efter små 20 minutters kørsel, modtog vores chauffør dog et opkald. Kort bandede han, og meddelte os at vi lige blev sat af et sted, med udblik til solnedgang og hvaler. Han havde glemt en gæst som han måtte tilbage efter.
Da vi alle var samlet var solnedgangen næsten overstået, og i mørket gik det tilbage over Western Cape mod Cape Town. Dog lidt halsbrækkende.
Godt ud på aftenen nåede vi tilbage til vores guesthouse. Man havde faktisk bestilt bord til os på ”The Codfather”, en fiskeresturant i byen. Men da turen havde trukket flere timer over den planlagte tid, valgte vi ikke at tage ud til resturanten. Ville være pinligt at dukke op flere timer senere end lovet.
Så blev til der via katalog blev bestilt mad med firmaet MR. Delivery, og leveret til os.  Fyren der var på vagt fik dog anrettet det fint på tallerkner osv, så det så hjemmelavet ud. Og som altid knappede vi nogle øl op.
Imens vi hyggede med maden og musikken der altid kørte, gjorde han værelset klar til natten, satte musik på og lagde chokolader frem.

Søndag morgen stod vi som altid op til en fantastisk morgenbuffet. Surmælksprodukter, friskpresset juicer, brød, ost, pølser, store smukke glas med frugtstykker i. Og personalet kom endda med tilbud om diverse former for morgenmad i varm tilstand…dvs. æg i forskellige afskygninger, bacon osv osv.
Vi hilste på en ny bestyrer, og beklagede vi ikke nåede frem til den resturant de havde booket os ind på. Bare så de vidste at det ikke var bevidst vi var udeblevet. Men pga flere timers forsinkelse.
Dagen var nu vores egen. Vi havde besluttet at vi ikke rigtig gad lege turister på den normale måde med at glo butikker og storcentre som ellers havde været planen.
I stedet tømte vi køleskabet for læskedrikke og kildevand, skrev det på barregningen, stoppede hele herlighden i rygsækken og satte kursen mod Table Mountain (Taffelbjerget).
Hurtig mærkede vi de voldsomme stigninger på vejene, samt den bagende sol. Så overtøjet kom hurtig af.
Efter noget tid var vi for alvor ved bjergets fod. Første indtryk blev dog  skræmmende. Der stod at overfald på turiste forekom og at indgang var på eget ansvar.
Vi fortsatte dog op af vejen til lift-stationen. Der kiggede vi kort, og valgte at gå op til toppen.
Den første stigning der var lige op, tog hurtigt pusten fra os begge, og sveden drev af os. Et stykke oppe gik det så heldigvis så mod venstre…og vandret hen af bjerget. Undervejs stoppede vi brat om ved bevægelser fra små firben osv. Der blev taget et utal af billeder af klipper, sten og en ellers fantastisk udsigt over den del af Cape Town der ligger mellem bjergene. (resten af byen ligger på den anden side af bjergene).
Vi mødte andre vandrere. Deriblandt en middelaldrende kvinde der advarede om en slange længere henne af stien. Hun var desuden fra England og havde sejlet verden tynd i  sin egen båd. Danmark kendte hun godt og utroligt mange danske stednavne.
Længere henne af bjerget begyndte en anden sti at føre zig-zag op af bjerget og ramte både en hyggelig lille bæk og en anden sti. Så pludselig var vi ikke så alene mere.
Der var bl.a. asiater og flere amerikanere. Men som det gik op og atter op, tabte jeg for alvor pusten denne gang, og benene syrede voldsomt til. Martin var dog helt ok denne gang, og måtte tit stå og smågrine over den pustede og stønnende følgesvend. Det blev en strid tur op, og i mit hoved besluttede jeg mig til at tage liften ned, når tiden kom. Hvilket jeg da også fortalte Martin.
Næsten ved toppen så vi skyerne komme glidende over den flade top, og lige ned til os. Og hurtigt blev der rigtig køligt. På toppen trak vi hurtig i vores overtøj igen.
Vi gik lidt rudt og så den storslåede udsigt, og fandt os hurtig til rette på Table Mountain Cafe. Det var sørme ikke noget lille sted. Så vi hyggede os med lidt is, chips og selfølgelig en kold øl.
Efter nogen tid deroppe, købte vi billet til liften. Og på kun 4 minutter var vi nede igen. Så gik vi i bagende hede resten af vejen hjem.
Hurtigt trak vi i badetøj, og hoppede i den lille saltvandsfylte pool. Vi var åbenbart de første gæster i det kølige vand, for  et par gæster på rundtur med pesonalet kiggede da lidt. Men de syntes det var friskt nok.
Vi syntes nu ikke det var så slemt, når man altså først var kommet i.
Efter lidt plaskeri satte vi os op i solen, smækkede benene op med en kold kold Heineken.
Var herligt ovenpå den stride tur op af bjerget, som vi stadig havde udsigt til. Dog kunne en lettere solskoldning mærkes og ses. Der var rødt!! Både hoved og venstre arm der havde vendt væk fra klipperne.

Vi slappede af nogle timer ved poolen. Så skyllede vi os af, og valgte at gå ned til en lokal resturant.
Der var desværre lukket. Men på den anden side af gaden var en hyggelig resturant. En blanding mellem en cafe, resturant og bar. Her fik vi herlig mad og en lækker dessert…og ja..kolde øl.

Vi besluttede at vi ville have nogle flere øl end hvad var i barskabet. Så efter maden gik vi over i en ”seven eleven” på det andet gadehjørne. Dog ikke at det var seven eleven som vi kender det. De havde nok bare kaldt butikken det. Og indtil viderer uden at få en retssag på nakken.
De havde mangt og meget. Endda vin og spiritus. Men gud-hjælpe-os ingen øl. Martin købte en flaske rødvin til at tage med  hjem til Danmark. Skyndsomt og med flakkende øjne gemte damen flasken bag disken og puttede den i en brun papirspose. En underlig betjening.
Generelt kunne man stå og smile pænt og sødt til de lokale mørke mennesker…uden at få det mindste smil igen. Måske mange års had pga undertrykkelse, appartheit og had til hvide mennesker??!!
Hurtigt gik vi hjem igen, da vi ikke ønskede at være ude efter mørkets frembrud. Men vi var begge enige om at det havde været en dejlig aften.
Hjemme satte vi os ud på verandaen med en kold øl, og nød mørket der faldt. Ved sengetid stod der to små likører til os, samt en hilsen fra ledelsen. De takkede for besøget og ville gerne have udfyldt et spørgeskema, iden vi rejste følgende dag. Endnu en aften gik vi ud som lys og sov som sten.

Mere dejlig morgenmad, og aftalen om udtjecking. Vi fik besked på vi var hjerteligt velkommen til at benytte faciliteterne og blive til vi blev afhentet. Så de sidste timer gik ved poolen, med benene oppe, og lidt læsestof.
Så blev vi afhentet i en lille van, og chaufføren fik fortalt os lidt om de kvarterer vi kørte forbi. Både på godt og ondt. Desuden også at verdens første hjertetransplantation havde fundet sted i Cape Town. Det var forløbet godt, selvom patienten ikke leve så længe efter.
Ved lufthavnen fik vi hurtig fat i vores bagage, inden diverse ”hjælpsomme” gutter ville hjælpe med trolleys osv. Men da der følger et krav om penge, fik vi hurtig styr på det om kom ind.
Straks tjeckede vi ind og kom af med bagagen.
I afgangshallen kiggede vi butikker. Souvenirs havde vi ikke rigtig tænkt på. Udover 2 haj t-shirts og 2 table mountain cafe krus. Så vi fandt hver et par træskåle med smukke dyremotiver.
Der var nu ikke mange andre gæster, så vi fandt en cafe, hvor vi fik et par lækre sandwiches med øl til…selvfølgelig!!! Da vi gik til gaten, kom der pludselig overraskende mange andre. Hvor de kom fra overraskede os lidt.  Men der var alskens mennesker. Dog kunne vi ikke se vores fly.
Endelig kom det. Men var først lige landet. Så først skulle passagererene af, bagagen af, gøres  ren, tankes osv osv. Og dernæst vores bagage på, mad osv. Så endelig over 1 time forsinket blev vi boardet, og afsted gik det mod Dubai. Der var nu ikke så meget at se denne gang over afrika.
Mørket faldt hurtigt og først ud på de sene nattetimer landede flyet i Dubai. Morgenmad nåede vi dog at få.
Vi trissed lidt rundt i Dubai lufthavn igen, og meget lettede over ventetiden ikke var så voldsom denne gang. Ved gaten kom Danmark snigende igen…danske stemmer og familier.
Vi genkendte endda en ældre kvinde og hendes datter, som vi havde set i Sydafrika. Inden boardingen var der en herrer der hurtig kiggede pas. Vi strøg igennem på vores danske pas. Men andre måtte fremvise papirer på hvad må formodes at være grunden til at skulle til Danmark.
På grund af en voldsom tåge i ørkenlandet, kom vi afsted over en time for  sent. Morgenmad fik vi førme igen. Dog var flyet denne gang en ældre boeing 777 med et forældet underholdningssystem.
Så gik sidste skridt af turen over tyrkiet og østeuropa, og tit kiggede vi på kortet for at se Danmark blive synlig. Nogle mørkødet fyre gik tit frem og tilbage med stirrende, flakkende og usikre øjne og unormalt meget på toilettet. Personalet så det også, og bad flere gange dem sætte sig… især under turbulens.
Over skandinavien røg vi ind i det grå og våde efterårsvejr. Det gav resten af vejen til København en noget voldsom turbulens. Hvilket da også medførte en særdeles voldsom opkasten og lyde fra en kvinde et bag os. Godt hun nåede at få posen frem.
Danmark var grå, våd og trist da vi holdt stille på jorden. Straks ude af flyet og efter 25 meter, blev de lidt mørklødet herrer med den lidt mistænksomme opførsel halet til side af told og lidt politi. Personalet havde åbenbart kontaktet lufthavnen, og bedt dem se nærmere på dem.
De blev så endevendt af danske myndigheder, mens vi andre gik gennem paskontrollen. Der var dog ikke mange høflige miner at hente hos de mavesure danske politifolk i båsene.
Bagagen blev hentet da den kom trillede på båndet. Hurtigt kom vi ud, og gik straks på jagt efter en taxa.

En etnisk, men dansktalende herrer forsøgte at komme med os, men blev hurtigt afvist. Martin havde valgt den sidste del af rejsen skulle være hurtig og behagelig. Selv bruger jeg ikke penge på hyrevogne, så i øsende regnvejr gik turen mod Gladsaxe. Pludselig ringede min mobiltelefon, og sørme om ikke Peter der havde passet min kat, havde kiggede med over landede fly i Kastrup. Han ville lige høre om jeg ville hente Felix senere. Så efter en halsbrækkende  tur med en alt alt for snakkesagelig taxachaffør og over 500kr fattigere..endte jeg med at stille bagagen i entreen, og sætte mig ud i myldretidstrafikken for at hente min kære lille Felix. Det var dog hurtigt oversået, da han var klar til afgang, og så gik turen hjem.
Kufferten blev hurtig pakket ud, en stor kop kaffe brygget og ellers gik resten af aftenen med at stene i sofaen, være på nettet og fordøje den lange rejse.

Håber nu jeg fik prøvet dette, at jeg forhåbentligt kan mande mig op til at rejse over atlanten til Canada, og gerne Alaska en dag. Tager det at have vundet rejsen til sydafrika, som et ”los i rø…” fra højere magter…om man vil.

2. december 2011

Proenneke: My "HERO" - min "helt"

Richard Louis "Dick" Proenneke (May 4, 1916–April 20, 2003) MY HERO!!!! - MIN HELT!!!


Der går næsten ikke en dag, hvor jeg ikke falder i søvn til en dvd om ham og hans liv ved Twin Lakes, eller læser lidt i en af hans to bøger. 


Hardly a day passes by where I don't fall a sleep to one of his movies, or read in one of his two books.




WIKIPEDIA SAYS:
Richard Louis "Dick" Proenneke (May 4, 1916–April 20, 2003) was a naturalist who lived alone in the high mountains of Alaska at a place called Twin Lakes. Living in a log cabin he constructed by hand, Proenneke made valuable recordings of both meteorological and natural data.[1]

Proenneke's father, William Christian Proenneke, served in World War I and later made his living as a well driller. His mother, Laura (née Bonn) worked as ahomemaker. His parents married in late 1909, or early 1910, and had three daughters and three sons: Robert, Helen, Lorene, Richard, Florence, and Raymond. The year of Richard's birth is often given as 1917, but social security and census records prove him to have been born in Primrose, Harrison TownshipLee CountyIowa, on May 4, 1916.[edit]Life

Proenneke served in the United States Navy as a carpenter during World War II. It was during this service that he contracted rheumatic fever and was bedridden for nearly six months.[1] According to Sam Keith, a life-long friend from Duxbury, Massachusetts, this illness was very revealing for Proenneke, who decided to devote the rest of his life to the strength and health of his body.
Following his discharge from the Navy, Proenneke went to school to become a diesel mechanic. The combination of his high intelligence, adaptability, and strong work ethic turned him into a very skilled mechanic. Though quite adept at his trade, Proenneke succumbed to his love of nature and moved to Oregon to work at a sheep ranch. He moved to Shuyak Island, Alaska, in 1950.
For several years, he worked as a heavy equipment operator and repairman on the naval base at Kodiak. Proenneke spent the next several years working throughout the state of Alaska as both a salmon fisherman and diesel mechanic. He worked for the Fish and Wildlife Service at King Salmon on the Alaska Peninsula. His skills as a mechanic were well-known and extremely sought after, and he was able to put away a modest nest egg for retirement. Proenneke retired to Twin Lakes.

[edit]Retirement


Proenneke's cabin
On May 21, 1968, Proenneke arrived at his new place of retirement at Twin Lakes. Before arriving at the lakes, he made arrangements to use a cabin on the upper lake of Twin Lakes owned by a retired Navy captain, Spike Carrithers, and his wife Hope from Kodiak, (in whose care he had left his camper). This cabin was well situated on the lake and close to the site which Proenneke chose for the construction of his own cabin. Proenneke's bush pilot friend, Babe Alsworth, returned occasionally to bring food and orders that Proenneke placed through him to Sears.
Proenneke remained at Twin Lakes for the next 16 months, when he left to go home for a time to visit relatives and secure more supplies. He returned to the lakes in the following spring and remained there for most of the next 30 years, going to the lower 48 only occasionally to be with his family. He made a film record of his solitary life, which was later recut and made into a documentary.

[edit]Death and legacy

In 1999, at age 82, Proenneke returned to civilization and lived the remainder of his life with his brother in California. He died of a stroke April 20, 2003 at the age of 86. He left his cabin to the National Park Service, and it remains a popular visitor attraction in the still-remote Twin Lakes region.
In 1973, Sam Keith edited the book One Man's Wilderness: An Alaskan Odyssey, from Proenneke's journals and photography. After years in print it was re-issued in a new format in 1999, and won the 1999 National Outdoor Book Award (NOBA). In 2003, some of the copyrighted text from the book used with permission and some of Proenneke's film was used in Alone in the Wilderness[1], which began appearing on U.S. Public Television. The film centers around Proenneke building a cabin from the surrounding natural resources and includes his film footage and narration of wildlife, weather, and the natural scenery while he goes about his daily routine over the course of the winter months.
In 2005, the National Park Service and the Alaska Natural History Association published More Readings From One Man's Wilderness, another volume of Proenneke's journal entries. The book, edited by John Branson, a longtime Lake Clark National Park employee and friend of Proenneke, covers the years when the park was established. Dick had a very close relationship with the Park Service, assisting them in videotaping sensitive areas and notifying them if poachers were in the area.


28. november 2011

Videoer fra zoo - videos from the zoo

Har tit filmet lidt med mobiltelefonen i zoologisk have København.
De bedste oplevelser er selvfølgelig ikke kommet med. Men her er nogle få klip fra det jeg lige har liggende i computeren for tiden. Alle klip er fra forår/sommer/efterår 2011.

Have often done a few videos with my cellphone in Copenhagen Zoo. The best things I never did mannage to  get on tape. But here are a few clips of what I got on my laptop these days. From the spring/summer/autumn 2011.


27. november 2011

Tranekær slots FRUGTKAGE

For mange år siden, smagte jeg en fantastisk julekage min mormor havde lavet.
Mange år senere efter dukkede opskriften op, og vakte juble igen. Det er en opskrift fra ALT FOR DAMERNE 28.november 1967. I et tillæg med julebag fra danske herregårde og slotte.
Siderne er gamle og lasede, men kagen stadig herlig. Forudsat man kan lide en smagfuld og tung frugtkage.
Vil hermed dele opskriften på den noget dyre kage (mht indkøb af ingredienser). Håber at nogen bliver lige så glad for den som jeg er :o)
TRANEKÆR FRUGTKAGE

Ingredienser:

1/4 kg smør
1/4 kg lys farin
4 æg
125 gram kandiserede, grofthakkede kirsebær eller cocktailbær
Reven skal af 1 appelsin
Reven skal af 1 citron
1/4 kg små rosiner
1/4 kg korreander
1/4 smuttede hakkede mandler eller nøddekerner.
2-3 spsk ribsgelé der er lidt opvarmet.
3/4-1 dl blød honning
1/2 dl lys sirup
265 gram mel
1 tsk strøget bagepulver
1/2 tsk salt
1/2 tsk kanel
1/4 tsk nelliker
1/4 tsk  reven muskatnød


Rør smør, farin og æggene i èt ad gangen.
Tilsæt frugt og frugtskal, mandler/nødder og ribsgelé i den nævnte rækkefølge. Derefter honning og sirup.
Sigt melet med bagepulver og krydderier, og rør det i dejen til sidst.
En stor springform fores med flere lag karduspapir. (smurt og melte form kan også gøre det)
Dejen fyldes i formen.
Bages ved jævn varmen (højst 175 grader celcius) i mindst 2 timer. I reglen 2 1/2time.
Kan holde sig meget længe uden at blive tør og egner sig også til frysning.

Tranekær slot ligger i Tranekær på nordlangeland. Har for nogle år siden gået en tur i deres park og set slottet på afstand. http://www.tranekaergods.dk/

1. november 2011

SLIDESHOW: Animals from Copenhagen Zoo

En lille video jeg har strikket sammen med windows live moviemaker. Billederne er taget aug-sep 2011 i Zoologisk Have København. Musikken har jeg "lånt" og håber det giver lidt reklame for musikkerne.


A slideshow I've composed with windows live moviemaker. The pics are all mine, and have been taken in Copenhagen Zoo aug-sep. 2011. The music I "borrowed". Hoping it's ok, and that the musicians get some good publicity.